Bostedet æblehaven

Vi befinder os på en moderniseret landejendom, året er 2000, forårssolen står højt  på en skyfri himmel. Gårdmiljøet er slående, duften af de nyudsprungne anemoner fornemmes tydeligt, når man  træder ud i den hyggelige gårdhave. Anna og Morten sidder på det røde bord-bænkesæt og spiller kort. Anna og Morten er meget gode venner,  de har været naboer på gården det sidste år, hvor de begge har boet her.

Anna er 19 år gammel, hun færdiggjorde sin 9. klasse sidste år på specialefterskolen, Vordingborg. Anna er opvokset i en normalfungerende familie i Jylland. Det stod dog hurtigt klart for familien, at Anna havde nogle særlige behov. På trods af forældrenes og pædagogernes mistanke om Annas mistrivsel i børnehaven, begyndte hun alligevel i en almindelig børnehaveklasse. Først i 2. klasse, da hendes sociale problemer blev så massive, at skolen ikke længere havde kompetencer til at håndtere hende, blev hun flyttet til en specialskole. Kort efter Anna var blevet flyttet til specialskolen, blev hun udredt med diagnosen Azberger syndrom.

På terrassen står Lise og Susan, som også bor på bostedet, de snakker om hvilke forberelser der skal laves inden aftensmaden kan serveres. De  får øje på Karsten, som igen plukker alle æblerne fra æbletræet. Dorthe, som er pædagog på stedet, går med raske skridt i Karstens retning. Da Karsten får øje på Dorthe, forsøger han at gemme æblerne væk under sin trøje. Da Dorthe når hen til Karsten irettesætter hun ham i en bestemt tone, og ligger efterfølgende armen omkring ham og følger ham ind i køkkenet, hvor æblerne kan komme i den flotte frugtskål.

De 6 unge, som bor på gården, bliver som sædvanligt kaldt sammen i køkkenet, for nu skal der forberedes aftensmad. Lise og Susan står ved køkkenbordet og sætter sig ind i opskriften, som de hurtigt blive enige om at komme igang med. Der er som regel altid en munter stemning i køkkenet, og i dag er ikke en undtagelse. Der bliver snakket, grinet mens duften af den nylavede mad spreder sig i hele køkkenet. Dorthe har i mellemtiden hjulpet til hvor hun kunne, og alle har nu bænket sig omkring det store spisebord.

Under måltidet ændre stemningen sig dog hurtigt fra det muntre til en anspændt stemning. Karsten bliver utålmodig og begynder at banke glasset ned i bordet – han vil have saftevand! Uroen breder sig ved bordet, Dorthe må hæve stemmen for at få alles opmærksomhed, men lige lidt hjælper det, og Karsten banker nu endnu hårdere med glasset. Stemningen er nu meget hektisk. Dorthe når ikke at opfatte, at Anna ikke længere kan håndtere  situationen. Hun forlader lokalet, Dorthe kigger efter hende og kan se i vinduet, at hun er gået op på sit værelse. Pædagogerne på bostedet er bevidste om, at Anna har brug for at trække sig tilbage, når det hele bliver for meget for hende.

Dorthe får ro på  gemytterne og går op og banker på Annas dør. Anna vil som forventet ikke åbne op, Dorthe gør et tålmodigt forsøg på at få Anna til at tale med hende, men forgæves. Dagen efter lykkedes det endelig at få en aftale med Anna om, at hun får lov at spise på sit eget værelse. De første par dage  går Dorthe selv op med maden til Anna, og får dermed mulighed for at snakke mere med hende. De følgende dage  lader hun Morten gå op med maden til hende, med håb om at dette kan motivere hende til at deltage i fællesskabet igen.

Denne rutine står på i en uges  tid og det ser ikke ud til at forandre sig, derfor bliver afgjort på et personalemøde, at Anna nu selv skal komme ned og hente sin mad.

Torsdag aften, da der er gjort klar til aftensmad og alle har sat sig ned, kommer Anna som sædvandligt ned for at hente sin mad. Dorthe beder Anna vente et øjeblik da der er fælles beskeder der skal gives, og det ender med at Anna selv vælger at sætte sig på sin tomme plads ved spisebordet.

Anna føler sig igen klar til at deltage i fællesaktiviteterne på gården.